 I mit arbejde med teater handler det om at stille spørgsmål – ikke at finde løsninger. Det handler ikke om at fælde dom, måle og veje, men om at afsøge og blotlægge værdier og livsholdninger. At turde se på mig selv, mine omgivelser og det samfund jeg er en del af med nye briller – at være i opossition til det vi tager for selvindlysende og givet. Her har tysk teater, både i mit kunstneriske arbejde og min opfattelse af teatret som kunstart inspireret mig. Tysk kultur og teatret i særdeleshed er kendetegnet ved et højt kulturelt dannelsesniveau, hvor man anskuer kunsten som en af de væsentligste måder til at skabe og forstå sig selv både som menneske og samfund. Det er ikke et tilfælde at alle store tyske tænkere Kant, Hegel, Marx, Heidegger, Cassirer, Gadamer etc. indgående har beskæftiget sig med kunst og hvilken position den indtager i det at være menneske både på individuelt og samfundsmæssigt plan. Her er Danmark til sammenligning et land, hvor vi ikke for alvor har et skel mellem kunst og kultur. Hvor vi har en kulturminister der slipper godt fra at blande alle begreber sammen og sætte kunsten i en position, hvor den står i en direkte kausal relation til en dansk identitet. Kunsten har til formål at styrke den danske identitet. Denne ideologisk nationalistiske indstilling til kunsten kender man også fra diverse diktaturer og ikke mindst fra Tyskland – fra tiden med nationalsocialismen. Argumentet for at støtte kunsten, ligger efter min mening på et langt mere fundementalt niveau, nemlig, at det er en basal måde at være menneske på. En måde der er ligestillet med en religiøs, politisk, historisk måde at anskue verden på. Derfor synes jeg, at det ekstra sørgeligt, at teatret i Danmark bliver forvekslet med bygninger og institutioner. Jo større og dyrrere bygningerne er, desto bedre er teatret. Jo flere solgte billetter desto bedre er stykket. Jeg mener, at det er nødvendigt at gøre op med denne merkantile måde at opfatte teaterkunsten på. Og mener for øvrigt, at den tendens der, også ud over kunstens område, til at ville måle og veje ”kvaliteten” på en liniær skal, kun har et formål, nemlig at undgå at gå ind i en meget kompliceret debat om livskvalitet. Det kan måske synes som en kamp mod vindmøller, at Teatret Opus X ikke koncentrerer sig om at lægge et repertoire, som kan sikre flest mulige billetindtægter, men om at fordybe sig i en form og et indhold, der kan gøre moderne mennesker klogere på sig selv og det samfund vi er en del af. I en tid, hvor sloganet lyder: ”hvis I ikke er for os, er I imod os”, kan det synes, at vi forsøger at save den statsstøttede gren over vi selv sidder på. Men nogen skal jo sige, at kunstens opgave er at være oposition og ikke samfundsbevarende. At der så er medlemmer i folketinget, der truer med at fratage støtten fra produktioner eller fyre teaterledere der står bag forestillinger der efter deres smag er for kontroversielle, er jo meget, meget trist for dansken. Der kunne vi med held vende os mod vore tyske naboer og se, at det aldrig, aldrig ville ske der, tværtimod lovgiverne kender kunstens rolle. Jeg vil måske ikke ligefrem betegne Danmark som et kunstens u-land, men vi nærmer os da med kraftige skridt. Kvantitativt fejler teatret i og for sig ikke noget i Danmark – der er jo et kolossalt udbud. Men teatret lider kraftigt under at blive betragtet som et merkantilt foretagende. Teatret som kunstform glider i baggrunden. Det ligger selvfølgelig også i teatrets flygtige natur, der passer meget dårligt til en nyliberalistisk tid, hvor alt skal kunne måles og vejes i input og output. Omsættes i stigende og faldende kurver enten som profitmaksimering eller også som øget national identitet. Teatret som kunstart bliver dermed tillagt en kausalitet, som egentlig kun hører underholdningsindustien til. Kulturkanonen er et fremragende eksempel på smålig, provinsiel kulturtænkning, hvor det ses som kunstens opgave at styrke bevidstheden om den danske identitet. Et projekt som resten af Europa ryster på hovedet af. Og man kan i allerhøjeste grad sige, at vore tyske naboer i syd har lært at en ideologisk nationalistisk indstilling til kunsten |
